mandag den 18. januar 2010

Tea Party kun for konservative

Muligvis som et modspil til Obama-regeringens modvilje mod Fox News har den nye og voldsomt populære konservative amerikanske bevægelse Tea Party Nation valgt næsten udelukkende at akkreditere konservative medier til bevægelsens første konvent.

Konventet finder sted fra 4.-6. februar, og de medier, der har opnået akkreditering er Fox News, Breitbart.com, Townhall.com, The Wall Street Journal og World Net Daily. Ifølge Tea Party Nation selv sker det, fordi der hverken er "plads eller ressourcer" til at huse hele pressekorpset. Man kan nok også fortolke det anderledes.

Fox News taler for sig selv og er især bemærkelsesværdig ved fraværet af andre store tv-netværk som for eksempel CNN. Wall Street Journal er klart mere ind mod midten end Fox News, men er alligevel et farvet valg, når for eksempel hverken New York Times eller Washington Post er akkrediteret. Eksempelvis har WSJ nok væsentligt større sympati for Tea Party Nations antiregulerings-syspunkter, end de fleste andre landsdækkende amerikanske aviser.

Dertil kommer så Breitbart.com, der er en nyhedsside drevet af den konservative journalist og kommentator Andrew Breitbart. Breitbart har desuden en kritisk blog ved navn BigGovernment, hvilket er netop, hvad Tea Party Nation protesterer imod, ligesom Breitbart ofte gæster Fox News som kommentator.

WorldNetDaily er ligeledes en konservativ nyhedsside, der blandt andet stod bag teorierne om, at præsident Barack Obama ikke er amerikansk statsborger og derfor ikke bør være præsident. Derudover har Townhall.com stået bag sammenlignen af Demokraternes sundhedsreform med tyske koncentrationslejre.

Går man ind på Townhall.com bliver man til at begynde med mødt med en reklame, der tilbyder, at man kan få enten Sarah Palins "Going rogue" eller Glenn Becks nye bog gratis, og så er tonen ligesom slået an. Ellers bliver den det i hvert fald i sidens egen beskrivelse, "Conservative news".

Bliver der så tale om en ensidig dækning? Måske nok så vidt som i reportagerne fra selve konventet. Dog er det nok svært at forestille sig, at de øvrige medier vil afholde sig fra at rapportere, bare fordi de ikke er blevet akkrediteret. Uanset hvad er det et interessant udvalg af medier, der får lov at deltage, og samlet set bliver det nok et ret konservativt konvent med langt mellem de kritiske spørgsmål.

0 kommentarer:

Send en kommentar