Per Larsen klædt af

Der er flere forskellige måder, hvorpå man kan klæde Per Larsen af.

Politiken gjorde det i søndags ved at lade den afgående chefpolitiinspektør optræde i bar mave på forsiden af avisen samt i et omfattende interview i avisens PS-sektion. Her blev Per Larsen portrætteret som "den smilende strømer" og "panserbassen".

Orientering på P1 valgte tirsdag en noget anden fremgangsmåde. Her blev Per Larsen i et skarpt skåret 15 minutters langt indslag fuldstændigt klædt af i sagen om de tilbageholdte Greenpeace-aktivister. Orientering dokumenterede, at politiets ledelse i flere tilfælde har handlet i modstrid med rådgivning fra politiets egne jurister i behandlingen af de Greenpeace-aktivister, der lykkedes med at trænge ind på Christiansborg under klimatopmødet. Indslaget var sjovt nok - men nok ikke tilfældigvis - lavet af journalist Jesper Tynell, der i går vandt Cavlingprisen 2009 for en tidligere serie indslag i samme program.

Efter min mening er dette ene indslag i sig selv en pris værd, og Tynells afklædning af Per Larsen og den øvrige politiledelse har da også bredt sig til blandt andet pol.dk og information.dk. Kort fortalt er historien den, at politiledelsen besluttede at varetægtsfængsle Greenpeace-aktivisterne, selvom politiets egne jurister havde vurderet, at advarsler og bødestraf kunne være nok. Ligeledes besluttede politiet at aflytte 15 Greenpeace-aktivister uden at vende beslutningen med politiets egne jurister, der sandsynligvis ville have ment, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for aflytningerne, idet flere af dem efterfølgende er blevet kendt ulovlige. Om denne behandling var politiledelsens straf til Greenpeace-aktivisterne for at have forpurret billedet af dansk politis fine sikkerhed omkring topmødet melder historien ikke noget om, men det er da ikke helt utænkeligt. Til gengæld er det typisk for Tynells underspillede stil.

De to omtalte skildringer af Per Larsen er ganske vist helt forskellige genrer med forskellige udgangspunkter, men det er alligevel tankevækkende, hvor forskelligt én og samme mand kan fremstilles. Politikens portrætinterview følger vel den form, der er for et sådant portræt, men Per Larsen slipper virkelig billigt. På trods af, at interviewet fylder to hele sider i Politiken, og er mere end 5.000 ord langt, fylder for eksempel PET's håndtering af Blekingegadebanden seks linjer (Per Larsen var operativ chef for PET fra 1983 til 1992), ligesom kritikken af politiets mange præventive anholdelser i forbindelse med klimatopmødet i København også er ret ubetydelig. I stedet bruges der masser af spalteplads på politichefens sociale engagement og sympatiske fremtoning.

Heroverfor står Jesper Tynells afbalancerede men kontante spørgsmål til Per Larsen, der i bedste fald taler udenom og i værste fald lyver.

Det hører med til historien, at Politikens portræt af Per Larsen er skrevet inden Jesper Tynells afsløringer. Men med disse i mente får en af Per Larsens udtalelser alligevel pludselig en ny dimension: "Man tager den lukkede kultur med sig, f.eks. at det jo ikke altid er nødvendigt at involvere alle i alt," siger Per Larsen i Politiken om skiftet fra PET til kriminalpolitiet.

Man kan i øvrigt nok også sige, at Politiken retter op på den måske lidt for venlige behandling af Per Larsen ved at bringe relativt omfattende omtale af Jesper Tynells afsløringer i Orientering.

I alle tilfælde er det godt, at Politikens bamsefarportræt ikke kommer til at stå alene. Takket være Orientering og Jesper Tynell får man som borger indblik i, hvad der reelt er foregået, i stedet for blot at se Per Larsens bare mave.