tirsdag den 12. januar 2010

Palin og Fox News: "Fair og objektiv"

Som det i går kom frem, skal Sarah Palin være kommentator på Fox News. I den forbindelse er hun kommet med en udtalelse, der er næsten lige så grotesk som mange af hendes udtalelser under den seneste amerikanske præsidentvalgkamp. Dog er den ikke ret overraskende.

“It’s wonderful to be part of a place that so values fair and balanced news," udtaler Palin ifølge en artikel fra politico.com. Hvis der er én ting Fox News ikke er, er det netop "fair og objektiv", selv om det er stationens slogan.

Udtalelsen skal selvfølgelig forståes i rette sammenhæng: For amerikanske konservative, herunder Palin, er det Fox News, der er objektiv, mens CNN og især MSNBC-netværket er tendentiøse til fordel for Demokraterne. Set i det perspektiv er udtalelsen naturligvis ikke ret kontroversiel.

Palins påstand om "fair og objektiv" dækning skal nok også ses i forhold til, at Obama-regeringen har været i en hård kamp med Fox News. I september og oktober sidste år nægtede Obama helt at lade sig interviewe til Fox News, som han udtalte var "entirely devoted to attacking my administration", blandt andet med baggrund i Fox' dækning af Obamas sundhedsreform. Det udviklede sig næsten til en reel krig mellem regeringen og tv-stationen, hvilket også blev dækket og kommenteret flittigt i andre amerikanske medier (blandt andre The New Yorker og New York Times). Sidenhen, i midten af november, lod Obama sig interviewe af Major Garrett fra Fox News, men krigen er endnu ikke ovre. Ifølge den konservative David Horowitz fravalgte Obama således Fox News, da talsmænd for regeringen optrådte på de forskellige tv-stationer efter det mislykkede terrorangreb mod USA den 25. december.

Oven på al denne kontrovers bliver det spændende at følge, hvilken indflydelse Palins bidrag til Fox News vil få. Hvis Palin har tænkt sig at stille op som præsidentkandidat til næste valg, og hun fortsætter på Fox, er der nok ikke udsigt til fred mellem parterne.

Samtidigt er det helt grundlæggende interessant, at Obama-regeringen har et så anspændt forhold til Fox News, der er det mest sete tv-nyhedsnetværk i USA.

Uanset hvad kan man nok godt glæde sig til flere overraskende, vanvittige og skandaløse udtalelser fra Palin, nu når hun får taletid på Fox News.

2 kommentarer:

  1. Nicolai Alexander Bech KofoedJan 14, 2010 08:14 AM

    Glimrende pointer.
    I samme dur vil jeg henvise til David Letterman's beskrivelse af ansættelsen af Palin på FOX NEWS:
    "They have finally found a job that she is not underqualified for"

    SvarSlet
  2. Haha.. Det er vist i virkeligheden det eneste, der er at sige i den sag..!

    SvarSlet